PVD-belægning
PVD-belægning (Physical Vapor Deposition) er en hård og slidstærk overfladebelægning. Vi tilbyder farverne krom, sort krom, messing, kobber og guld.
Hvad er PVD-belægning?
PVD står for Physical Vapor Deposition og er en belægningsproces, hvor en overfladebelægning pådampes under vakuum. Overfladebelægningen består af en kemisk forbindelse dannet af metal og gas, såsom kromnitrid, som danner en slidstærk film på overfladen af emnerne.
En PVD-belægning er typisk både meget hårdere og mere slidstærk end en belægning udelukkende påført ved hjælp af traditionelle galvaniske processer. Belægningen kan også kombineres med en galvanisk underbelægning for at opnå specielle egenskaber, herunder dekorative og korrosionsmæssige egenskaber.
Typisk lagtykkelse:
Mellem 0,1 og 4,0µm
Udseende:
Chem-Tec Plating A/S tilbyder farverne:
-
- Krom
- Sort krom
- Guld
- Messing
- Kobber
Krom og sort krom dannes med krom som kildemateriale, mens guld, messing og kobber dannes med zirconium som kildemateriale. Belægningen har et blankt udseende. Ønsker du en mat overflade, har vi mulighed for at glasblæse emnerne inden de overfladebehandles med PVD.
Anvendelse:
Belægningen anvendes både til funktionelle og dekorative formål, fx til værktøj, mekaniske komponenter og armaturer.
PVD-belægning med krom og sort krom anvendes også som alternativ til galvanisk blank krom og sort krom.
Materiale:
Belægningen kan påføres direkte på rustfrit stål og titanium.
Med en underbelægning af nikkel kan PVD påføres kobber, aluminium, stål og messing.
Kombinationsbelægning:
PVD-belægninger kan kombineres med galvanisk nikkel og perleglansnikkel som underbelægning.
Egnethed:
- Belægningen anvendes typisk mod slid, til friktionsnedsættelse og til dekorative formål. Belægningen er også korrosionsbeskyttende.
- PVD-belægning med kobber, messing og guld giver en meget hård overflade.
- PVD-belægning med krom, kobber, messing og guld er elektrisk ledende.
Dimensioner:
Krom, kobber, messing og guld: 1000mm x Ø 300mm.
Sort krom: 800mm x Ø 300mm.
Kontakt os venligst ved andre størrelser.
Hvordan foregår PVD-belægning?
PVD-belægning er en tør proces og foregår i et vakuumkammer uden brug af opløste metalsalte, som ved traditionel galvanisk metalbelægning.
Komponenterne monteres på ophæng og placeres i et vakuumkammer. I kammeret monteres også to store plader af metal, fx krom eller zirconium, afhængig af den ønskede belægning. Disse plader fungerer som det kildemateriale, som belægningen dannes ud fra. De forskellige farver skabes ved at variere ikke kun kildematerialet, men også de forskellige procesparametre.
Belægningen foregår ved en ”line-of-sight”-proces, hvilket vil sige, at belægningen kun kan pådampes overflader, som eksponeres for kildematerialet i direkte linje. For at sikre, at belægningen bliver så ensartet som muligt, roterer ophængene derfor om to akser.
Når processen starter, opvarmes vakuumkammeret, og der dannes et vakuum. Ved at tilføre elektricitet til kildematerialet, fordampes metallet ved hjælp af en lysbue, og atomer fra kildematerialet frigøres.
Samtidig tilføres en procesgas i kammeret, såsom nitrogen, som opvarmes og omdannes til et elektrisk ledende plasma. Atomerne fra kildematerialet reagerer med plasmaet og danner en kemisk forbindelse, som kondenserer på komponentoverfladen. Derved dannes en meget tynd, men utrolig slidstærk belægning. Resultatet er en homogen overflade med høj binding til grundmaterialet, hvilket giver både lang holdbarhed og et stabilt udseende over tid.
Du kan læse mere om PVD hos leverandøren af vores anlæg.
Produktoversigt
Kontakt os vedrørende PVD-belægning og hør, hvordan vi kan hjælpe dig
Vi hjælper dig med at finde de rette løsninger inden for overfladebehandling. Kontakt os for at høre mere om, hvordan vi kan optimere din proces og levere et resultat, der matcher dine krav.
Skriv en mail til info@chemtec.dk eller ring direkte på telefon +45 75 67 92 92.